ScienceCamps - kort fortalt

Forestil dig at tilbringe en uforglemmelig uge sammen med 40-50 andre unge, der ligesom dig kan lide at fordybe sig i et fascinerende fagområde! Dette kan du opleve ved at tage med på en af de sommerskoler, som arrangeres af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF).

Oversigt over UNF-camps

Medicinal Camp

Sommerskole om udvikling af lægemidler på Syddansk Universitet, Odense, 4.-10. juli 2010

Kom og prøv kræfter med udviklingen af lægemidler, få en masse nye bekendtskaber og fordyb dig gennem laboratorieforsøg, spændene forelæsninger og studiebesøg. Få en oplevelse for livet og en spændende sommer med Medicinal Camp 2010.

Matematik Camp 2010

Matematisk sommerskole på Københavns Universitet, 11.-17. juli 2010

Hvis du brænder for matematik og ser det spændende og forunderlige i faget, så skulle du komme på Matematik Camp 2010. Vi er klar med et superspændende program om bl.a. grafteori, diofantiske ligninger, knudeteori og meget mere. Universitetsstuderende vil føre dig sikkert igennem den matematiske verden suppleret af en række forskere indenfor matematik. I 2009 var der meget stor efterspørgsel, så Matematik Camp 2010 vil have dobbelt så mange pladser. Du har altså rigtig god mulighed for at få en vildt fed uge med masser af matematiske udfordringer og nye venner.

Chemistry Camp 2010

Sommerskole om kemi på Aarhus Universitet, 18.-24. juli 2010

Kan du lide at afprøve hypoteser og teorier? Eller er reaktioner og spændende kemiske egenskaber lige dig? På Chemistry Camp 2010 får du lov til at fordybe dig i kemiens fascinerende verden, og lave komplicerede laboratorieforsøg som du ikke kan på gymnasiet. Der vil være masser af sociale aktiviteter og spændende foredrag. Chemistry Camp 2010 kommer til Århus - gør du!?

UNF Biotech Camp 2010

Sommerskole for 8.-10. klasse om bioteknologi på Aarhus Universitet, 26.-31. juli 2010

Hvad siger du til en uge i laboratoriet? En uge sammen med 29 andre unge, som, ligesom dig, kunne tænke sig at lære mere om bioteknologi og molekylærbiologi? UNF Biotech Camp er naturvidenskabelig sommercamp for dig, som går i 8.-10. klasse og ønsker at snuse nærmere til en af de absolut hotteste grene af naturvidenskaben.

Game Development Camp 2010

Sommerskole om spiludvikling på Aalborg Universitet, 25. juli - 1. august 2010

Er du vild med computerspil, programmering eller grafik, og har du bare lyst til at prøve at lave computerspil? Så er Game Development Camp for dig! Du vil indgå i et lille hold af programmører, 2D- og 3D-grafikere, og I vil alle blive instrueret i kunsten at lave et computerspil. På 8 dage vil du udvikle et computerspil baseret på et koncept, som du selv er med til at udvikle, og du vil møde spændende mennesker fra spilindustrien, som kommer for at prøve dit spil og fortælle om hverdagen som spiludvikler. Game Development Camp er for alle, og der er kun ét krav: Du kommer for at have det sjovt!

Historie

UNF har igennem tiden været involveret i arbejdet med at opbygge camps i samarbejde med forskellige danske virksomheder og institutioner samt vores norske og svenske søskende organisationer. Dette arbejde kulminerede i 2002 med afholdelsen af BioTech Camp 2002 med deltagelse af 42 gymnasieelever fra Danmark, Norge og Sverige. Siden er der hver sommer blevet afholdt camps inden for områder som matematik, kemi, spiludvikling, astronomi m.m. Hvis du brænder for naturvidenskab og teknologi kan du her på siden finde den camp du finder mest interessant og tilmelde dig ved de respektive institutioner. Et krav for at deltage i nedenstående camps er, at du er i gang med en af de gymnasiale ungdomsuddannelser, dvs. alment gymnasium, HF eller HTX. Nogle af vores sommerskoler har specielle krav til hvilken årgang du går på - så det skal du lige være opmærksom på når du søger om optagelse.